KONKURRENCE


Limfjordsegnens Litteratur Samvirke


Vinder af novellekonkurrencen 2023


Minna Toft Hansen

Vindernovelle


BÆNDELTANG



Bændeltang

 

De holder pause fra flyttekasserne og traver langs fjorden i stiv kuling. Den stenede strand er helt

anderledes, end hvad hun troede de ventede sig. Forestillinger om små fødder i blødt sand blegner.

Asger er i sit es, taler begejstret om ålegræsset der vender tilbage. Fremtryller vættelys, søpindsvin

og barndomsminder. Udpeger hjemmevant næs og øers navne. Hun vakler koncentreret over

stenene, afsøger steder uden glatte plamager af tang, og må stå stille for at følge med. Kan det

passe, at hun allerede er mere forpustet end hun plejer?

 

Entreen et kaos af mudder og kasser. De skændes om passende fodtøj. Hun insisterer på, at de

højhælede gerne må stå fremme i bryggerset og bliver forbitret over hans hånlige latter. Sniger sig

til at skrabe tangen af de halvhøje, for ikke at give ham flere kort på hånden.

 

Den nat drømmer hun om ålegræs og vågner badet i sved. Går i brusebad klokken to om natten, for

at vaske den slimede fornemmelse af; først efter to omgange shower gel slipper fangetrådene deres

tag i hendes ben og mave. Asger sover tungt da hun kryber ned til ham igen. Lyden af den brølende

blæst om hushjørnet og de rasende bølgers slag mod kysten holder hende vågen til det lysner.

 

Det begynder allerede at være bøvlet at ligge på maven, men selvom hun ligger dårlige trækker hun

den i langdrag med at stå op. Også efter hun forlader dynen, er det som om den bliver ved med at

ligge omkring hende. Asger researcher udstyr og synes de snart skal begynde på navnelisten. Den

eneste følelse hun kan præstere er en svag undren over, at hun er så uinteresseret.

 

Han vil så gerne at hun spiser en masse fisk og skaldyr. Ser strengt på hende, når hun glemmer sine

kosttilskud. Han faktatjekker og taler meget om, at der ikke er fundet noget i østers. Han udtaler det

P-fas, med P som i P-piller. Han holder øje med vandtemperaturen og kommer hjem med

dryppende waders og algesnaskede klumper fra bankerne. Stråler af stolthed, da han får dem lirket

 

op og gratineret. Den intense havlugt giver hende kvalme. Hvordan er det nu med

muslingeproduktionens klimaaftryk? Hun afleder hans opmærksomhed med falsk nysgerrighed og

han taler med indsigt om næringsstofstrømme, yngel og strømper og opdager ikke, at hun kun

nipper og skaber det meste ud med skallerne. Pludselig standser Asgers talestrøm og han ser

forbløffet ud i luften. Ligner en frø i ansigtet. Farer op så stolen vælter bagover, hvorpå hun kort tid

efter hører det klaske mod kummen. Han er bleg og skamfuld da han kommer tilbage, forstår ikke,

for det skulle da være sikkert at spise dem nu. Hun forsikrer ham igen og igen, at hun har det godt.

 

Mens Asger hviler på sofaen med en kølig klud på panden, går hun ud med den raslende

margretheskål. Guldlys trænger ind under skyernes mørkegrå låg, nu hvor solen nærmer sig

horisonten. Udsigten er storslået fra baghaven, det må man give dem ret i. Altid ny. I dag står

Himmerland knivskarpt i aftenlyset. Hun hælder skålens indhold ud på møddingen og ser som i et

glimt sig selv udefra. Denne skikkelse, denne bevægelse. En ertebøllekvindes kast med håndleddet

og tusinde kvinders gentagelse på gentagelse. Højen der vokser og vokser. Hendes blafrende lange

hår, mavens runding. Der er noget rørende over denne gentagelse på gentagelse, selvom de skaller

hun føjer til dyngen er større, end de var dengang. Man må spise de invasive væk, siger Asger.

 

De sidder tæt sammen ved pejsen om aftenen, blæsten puster ned i skorstenen og det er utroligt som

det kan blive ved med at regne. Hun må indrømme, at det er en usædvanlig rar fornemmelse at se på

ilden og vide sig tryg og tør. Hun tager ham i hånden og tager sig sammen; fortæller om sin

oplevelse i baghaven. Til hendes lettelse fører det ikke til et historisk foredrag, tværtimod kysser

han hende på panden og smiler til hende på dén måde hun bedst kan lide. De bliver enige om, at

vente med kontorkasserne til efter weekenden.

 

Der er endnu engang strømme af vand i hendes drømme, men bølgerne er blødere. Næste dag er

himlen vasket ren og man skulle tro der aldrig havde fandtes vind. Hun søger ned ad den lille sti ved

skrænten. Fjorden er som forvandlet. Det changerende perlemorsskær vækker en ømhed, som

overrasker hende. Man forstår ordet ’spejlblank’, da en måge glider hen over den rillede sandbund.

Her er så stille at hun kan se fjordrejerne lege nær tagrørene. Livø et fatamorgana mellem himmel

og hav.

 

Endelig trækker hun vejret dybt og giver slip. Skuldrene ryster og lige nu og her er hun

taknemmelig for den affolkede landzone. Hun sætter sig på hug og stryger fingerspidserne over det

fløjlsbløde vand. Sutter på fingeren og konstaterer med undren, at det er nøjagtigt ligeså salt som

hendes tårer. Netop da mærker hun den lille fiskehale slå dybt indeni. Man havde spekuleret på, om

man ville opdage det, men dér var det og hun er ikke i tvivl. Så blødt. Noget ubekvemt og koldt som

flint fordamper og hun føler ingen ironi, kun vandklar glæde, da hun tænker: Jeg er Fjorden.

Vindernovellen


Østers

af

Lotte Kjær Guld

ØSTERS

 

Hun går fra Torvehallerne over Israels Plads med sin hvide pose i hånden, ungerne skater på kryds og tværs i oversized tøj. Pilen hænger ned over søen i Ørstedsparken som en trevlet paryk. Hun vælger bænken ved Nørre Voldgade og lukker op for posen med lugten af hav, river papiret i stykker og folder en flok Limfjordsøsters ud. Stikker kniven ind i den største og lirker den op. Bløddyrets salte havsmag tænder et håb.

 

Livet havde udviklet sig til noget lort, og de truede med at slukke for strømmen på torsdag.

 

Langsomt var hun faldet ud af systemet, orkede ikke at søge jobs, enten var hun for veluddannet, for underuddannet, for forkert uddannet, eller bare forkert. Hun havde heller ikke råd til at invitere folk til middag, hun var blevet den man inviterede, som ikke gav noget igen. Kodeks for samvær kunne hun heller ikke klare længere, og vennerne var trætte af hendes provokationer. Hun skubbede folk fra sig samtidig med, hun frygtede ensomheden. Børnene var flyttet hjemmefra, og de havde været omdrejningspunktet i hendes liv, og hun kunne ikke finde ud af at dreje rundt om sig selv. Som 55-årig vidste hun ikke, hvem hun var, og med 250 kroner tilbage på kontoen, skulle hun genopfinde sig selv.

De blev brugt på 10 østers, som hun spiste rituelt, mens hun tog afsked med parken, Farimagsgade, Søpavillonen med sin lagkagestruktur og udsigten fra sit barndomsværelse i Vestersøgade, hvor det hele begyndte. Det var vemodigt, når smagssanserne dansede på længslens topografi. 

 

De slukkede for strømmen Skærtorsdag, og Langfredag sad hun på M/S Marta på vej til Hilmø. Hun havde været mange steder i verden, men aldrig på Limfjorden. Luften var så forfriskende, at hun fik tårer i øjnene. Saltet fra Vesterhavet trængte ind under storbyhuden, som var mat af vinter og lock-down. Det prikkede, mens hun sad med lukkede øjne mod den kolde vind. Hun så ikke noget bag de lukkede øjne. Men om eftermiddagen skulle hun mødes med Klint.

 

Ude fra fjorden ligner Hilmø en frodig skov med en lille havn som adgangsport. Færgen lægger til, og Hanna går i land sammen med to andre passagerer. Der er ikke mange, der sejler til Hilmø i påsken.

Hun går ud af en grusvej og ved ikke, om det er den rigtige vej. Hun ved bare, at hun skal mødes med Klint ved den gamle købmand senere. Det er Annettes søn, hendes ungdomsveninde, som havde boet på Hilmø siden 70erne. Hun døde for fem år siden under uklare omstændigheder. Hun havde aldrig mødt hendes søn.

 

Der er ikke et menneske at se, og der er skovbryn til begge sider. Efter et par kilometer ind i skoven, kommer hun forbi et hegn med en låge, der står på klem. Hun åbner og kommer ind i en forfalden have. Den er vokset til med højt græs og ukrudt, og længere inde ligger der en krakeleret skulptur. Den blege påskesol bryder igennem og lyser skulpturen op. Det er en henslængt kvinde. Stien fører hende rundt i en cirkel, hvor en hel række skulpturer står i en kreds. Hun tænder en cigaret og sætter sig på et plateau i midten.

Under sporadiske fuglefløjt betragter hun skulpturerne. De er alle krakelerede og mangler forskellige kropsdele og forestiller alle kvinder i forvrængede proportioner. De kigger på hende, ligesom når øjnene på et portrætmaleri følger én på et museum.

 

Hun skodder cigaretten i jorden og går.

 

Klint sidder på en rød ATV foran købmanden. Han har rastahår og islandsk sweater på. Hun havde ikke set Annette, siden de plukkede druer i Chablis, hun var lys og nordisk og meget alternativ for sin tid. Når Annette mediterede, gik Hanna på den lokale og drak med vinbønderne.

”Hanna?” kalder Klint. Kontrasten mellem den brune hud og den islandske sweater er iøjenfaldende. Hun havde aldrig fået historien om hans far. ”Tak, fordi du ville møde mig”, siger hun. Hun har ikke kørt på ATV før og holder godt fast, mens de drøner igennem skoven og det menneskeløse terræn.

Da de kommer ud af skoven og ned til vandet, stiger de af. To mennesker på en strand, som ikke kender hinanden. Hun havde bare skrevet, at hun ankom til øen og var interesseret i østers. De sætter sig på stenene, og solen hænger lavt under et skydække.

 

Klint sidder i skrædderstilling med albuerne på knæene og kigger ud over fjorden. Hans øjne er mosgrønne i aftenlyset og ser på et punkt uden at se noget. Han rejser sig og går ud i vandet, ud til en klippe og kommer tilbage med våde Levis og en østers i hånden. Han lirker den op med sin lommekniv og rækker den frem til hende.

”Limfjordsøsters”. siger han.

Den smager præcis, som en østers skal smage, af hav.

 

Senere på aftenen sidder de foran pejsen i Klints hus, som tidligere havde været Annettes kollektiv.

Hanna kigger ind i ilden og siger ”Jeg er virkelig ked af, du mistede Annette så tidligt. Hvad døde hun af?”

”Hun har det bedre der, hvor hun er nu”, svarer han og kigger ind i flammerne.

Hanna lader det ligge, men er nysgerrig efter at høre, hvad der skete med Anette. Klint går i seng og siger, han vil vise hende resten af øen i morgen.

Huset er indrettet med falmede 70er møbler, og der er ting overalt, kurve, tæpper, sten, nips, skrin, flasker med stearin, meget langt fra byens minimalistiske boligindretning. Der er stille, og hun hader lyden af stilhed.

Hanna ligger længe og glor ind i asken, før hun falder i søvn på den gamle fløjlssofa.

 

Lugten af røg og bacon fylder huset næste morgen. Hun havde haft svært ved at sove og havde haft en underlig drøm. Hun havde tabt tænderne og var hos tandlægen i Dronningegården. Hun gik ud på trappeafsatsen og faldt ned igennem det geometriske mellemrum på Fiskers smukke stentrappe, mens hun havde øjenkontakt med en kongepuddel.

Hun tog sig til munden og mærkede efter sine tænder.

 

Der er iskoldt i huset, så hun tager kludetæppet omkring sig. Klint pisker æg i køkkenet og spørger, om hun kan lide scrambled eggs. ”Jeg elsker scrambled” og får øje på et billede af Annette og en sort mand. Annette har langt hvidt hår og en lilla buseronne på, og manden en karrygul skjorte med blottet bryst og et peace-tegn i lædersnor. De ser vilde ud. ”Er det din far?” spørger hun. Klint kigger op fra komfuret. ”Hvor mange afrikanere tror du, der kommer på Hilmø?” De spiser morgenmad i tavshed. Klint virker generøs i sine handlinger, men rutter ikke med ordene.

 

En times tid efter kører de igen på ATV’en. Han i sin islænder, som hun akavet holder om. De har ingen samtale, indtil Klint overdøver motoren og råber: ”Hvorfor kom du egentlig herover”? Hun skal til at råbe ”østers”, men så drejer han så hårdt i et sving, at hun næsten falder af. Hun vidste, at det ikke var sandheden. Og hun vidste heller ikke, hvad hun lavede bag på den ATV. Klint kører videre og har ikke travlt med at høre hendes svar, så hun holder bare fast om den fremmede krop, mens de kører over støvede grusstier, marker og skrænter, indtil han standser foran lågen til den mystiske have.

 

”Jeg skal vise dig noget”, siger han. Hun siger ikke, at hun allerede har været der. Klint stiller sig midt i cirklen af skulpturerne. Hendes cigaretskod ligger der fra i går.

”Ved du, hvad det her er”, spørger han.

Hun ryster på hovedet, og han siger, at det er Bevægelsen.

”Bevægelsen?”

”Hippierne, Annettes bevægelse, det er dem, der har lavet det her”.

Han går videre hen til en dør og vinker hende med. De går ned ad nogle trapper og cirkulerer igennem nogle rum.

”Alt er hvidt”, siger Klint og peger rundt på væggene.

Han fortæller, at Annette og hippierne har lavet sceancer her og fik kontakt til ånderne, som var lige så virkelige for dem som deres egne børn.

”De tog ayawasca og alle mulige trip for at komme i kontakt med dem. Jeg er vokset op i en kult, som den eneste sorte i en kult af hvide mennesker”.

Hanna vidste ikke, hvor samtalen førte hen. Hun ville gerne ud.

”Annette troede, hun var fri, transcenderet, men hun var syg, og det døde hun af”, siger han, som om Hanna var en slags medskyldig.

Klint plaprer videre om, hvordan det var at vokse op på en ø med pædofile, hvide hippier og racistiske øboer. ”Enten er man en dansende, seksuel idiot, eller en hjernedød gorilla, fordi man er sort!”

Han åbner en anden dør og vinker hende med. Hun er ikke meget for det, men følger efter. De går igennem flere gange og ender i et rum, hvor lyset bliver tændt. Hanna tjekker sin mobil i lommen. Rummet er fuld af skulpturer, der står i en cirkel ligesom kvinderne oppe i haven. Skulpturerne her er mænd, sorte mænd.

”Det er værre end at være død at være spærret ind i sin egen krop! Jeg har lavet mine egne kroppe, sorte kroppe, min egen kult, fordi den syge bevægelse tog min værdighed. De er arrogante og racistiske, øboerne er bare dumme, men hippierne troede, de var oplyste, men de var bare nogle svin,”.

”I plyndrer vores kroppe og lukker munden på os, det er moderne slaveri”, siger Klint med et blik, der får Hanna til at klamre sig til mobilen.

”Du er en kujon, Hanna”, siger han og griber fat i hende.

”Du er fuld af lort, ligesom alle de andre hvide. Østers, min bare røv”, siger han og presser en kæmpe østersskal ind i munden på hende.

”Æd den”, siger han med ansigtet så tæt på, at hun indhalerer hans sødlige ånde. Han presser den anden hånd rundt om hendes strube, så hun skærer tungen på skallen.

 

”Det er ikke dig, der er skurken, din selvoptagede kælling, det er samfundet, ø-samfundet, hele fucking Danmark er skurken, I lever på en post-racistisk løgn, fordi I er så hvidvaskede i jeres eget selvbedrag, provinsielle selvgode fjolser! Og hippierne er de værste med deres vegetarmad og paroler om lighed, fordi de er så fuld af deres egen selvfedme, at de ikke kan se deres egen racisme. Annette, min egen mor, var racist over for mig, jeg var hendes fucking accessory eller pynt, hun fik mig til at danse for hippierne som barn og sagde, at jeg var alles barn. Det var incest”.

”Undskyld”, siger Hanna med skallen i munden.

Klint slipper taget, og hun kaster østerskal og blod op på det hvide gulv.

”Østers”, griner han hånligt, mens hun løber gennem de hvide gange, op ad trapperne, gennem haven, hvor de forvrængede skulpturer følger hende med deres bebrejdende blikke.

 

Hanna står på dækket med ryggen til, da færgen lægger fra Hilmø samme eftermiddag, blikket rettet mod fastlandet. Flængerne fra østersskallen krænger mundvigene nedad, ansigtet er foldet sammen i skam. Hun havde troet, hun kunne finde et svar på øen, et mål måske, og Klint havde givet hende sin egen medicin. For ham var verden hvid og sort, og selv om han var blevet skør, havde han ret i, at vi ikke ser den samme verden. Vi ser hvidt, vi svømmer i hvidhed, så meget, at vi ikke ser mørket, når det er der. Hun måtte finde hjem, slå spejlet i stykker og se det rigtige.

 

M/S Marta sejler igennem fjorden, og Hanna spytter det sidste østersskal og blod ud i Limfjorden, mens hun ser Klints sorte ansigt grine af hende gennem det hvide skum fra motorens hale.




Prisvinder

Lotte Kjær Guld

Prisvinder

Lotte Kjær Guld

og

formand

Lillan Gross


Limfjordsegnens Litteratur Samvirke 

Løgstør Bibliotek 19. november 2021

 

Novellekonkurrence

 

Limfjordsegnens Litteratur Samvirke inviterer i samarbejde med Løgstør Bibliotek til arrangementet med 

 

Prisoverrækkelsen for bedste novelle



16.30: Velkomst ved formanden for Limfjordsegnens Litteratur Samvirke Lillan Gross

 

16.40: Foredrag: Johan Skjoldborgs arkivalier

 

Karen Marie Povlsen fortæller om registrering af Johan Skjoldborgs arkivalier på Museum Thy. Museet modtog i 1977 en stor samling arkivalier efter Johan Skjoldborg. På grund af personfølsomme oplysninger blev papirerne først hentet frem i 2011 i forbindelse med 150 året for Skjoldborgs fødsel. 

 

I forbindelse med Karen Marie Povlsens indlæg fortæller Svend Sørensen, Museum Thy, kort om Johan Skjoldborgs liv.

 

17.15: Vinderen af novellekonkurrencen bekendtgøres og præmien overrækkes         

  • Vi serverer et glas vin og snacks i den festlige anledning
  • Novellen læses op


 

18.00: Vi afslutter arrangementet


 

Du kan se nærmere om novellekonkurrencen på Limfjordsegnens Litteratur Samvirkes hjemmeside: www.litt.dk


 

    Novellekonkurrence

fortsætter


men afleveringsfristen er udsat indtil 30. september 2021.



LIMFJORDSEGNENS LITTERATUR SAMVIRKE



 Limfjordsegnen har været en stor inspirationskilde for mange forfattere.

Er den stadig det?

Vil du være med til at vise det og har du en forfatter skjult i maven, så vær med i vores

 


Novellekonkurrence

 

Limfjordsegnens Litteratur Samvirke (LLS) er et forum, der skal fremme kendskabet til den litteratur, som knytter sig til Limfjordsegnen, dog også med udblik til den øvrige danske litteratur. Med dette for øje skal LLS formidle samarbejde mellem områdets litterære selskaber, læsekredse, biblioteker, museer, virksomheder og enkeltpersoner samt grupper. (Se vores hjemmeside: www. litt.dk)

 

I en årrække har Samvirket uddelt en litteraturpris til både kendte forfattere og debutanter.

Med denne konkurrence vil vi i samarbejde med Limfjordsegnens litterære støtteforeninger hjælpe kommende forfattere på vej for samtidig at skabe øget interesse for egnens litteratur, kultur, natur og samfund.

 

Vores tema er Limfjorden som sted for handlingen. Du kan skrive om kærlighed, sociale problemer, klimakrise, kriminalstof og meget andet. Genren vælger du selv. Novellen skal dog være skrevet til voksne.

 

Bedømmelseskomiteen

bestående af 3 medlemmer af LLS bestyrelse, nemlig bestyrelsesformand cand.mag. Lillan Gross, forfatteren Pia Grandjean Odderskov og forfatteren Knud Steffen Nielsen.

 

Det praktiske:

Skrifttypen skal være Times New Roman, 1,5 linjeafstand og max 4 sider.

 

Teksten indsendes på mail til Knud Steffen Nielsen: Knud.steffen@hotmail.com

og Lillan Gross: lg.dk@hotmail.com

Spørgsmål kan rettes til formand Lillan Gross, tlf.nr.: 50898903. Du må også gerne sende en mail.

 

Tidsfrist

Bedømmelseskomiteen skal have modtaget din novelle senest den 30. september 2021.

 

Præmien

Du får mulighed for at vise dit forfattertalent. Der udvælges kun én novelle.

Præmieoverrækkelsen vil ske ved et særligt arrangement på Løgstør Bibliotek, fredag den 19. november 2021, kl. 16.30.

Din novelle vil blive vist på LLS og støtteforeningernes hjemmeside.

Desuden vil den blive omtalt i lokale aviser

Du vil desuden modtage pengepræmie på 2500,00 kr.

 

Deltagende støtteforeninger er: Johannes V. og Thit Jensens Venner, J.P. Jacobsen Selskabet, Aakjærselskabet, Aksel Sandemose Selskabet, Johannes Buchholtz Selskabet og Lemvig Museum/Thøger Larsen?